En tryg barndom i et nybygget hus

Henrik Dall Berg (25) og Maria Mogensen (25) har været bosat i Haderslev siden 2017. Her bor de i en lejlighed med deres 2-årige datter, indtil deres nybyggede hus står færdigt i foråret 2019. 

Maria og Henrik mødte hinanden, da de begge læste til henholdsvis fysioterapeut og sygeplejerske i Esbjerg. Da det nyuddannede par skulle finde den bolig, der skal danne rammen om deres famlieliv de næste mange år, faldt valget på Haderslev.

– Jeg kommer fra Haderslev, så mine forældre bor her, hvilket er dejligt, når vi har brug for hjælp til børnepasning, da jeg har skiftende arbejdstider. Henrik fik job her, da vi var færdige med at studere og vi synes begge, Haderslev har det hele: Gågade med masser af handelsliv, cafeer, biograf, mange gode handlemuligheder og dagtilbud til børnene og så er det nemt at komme ind og ud af byen, fortæller Maria.

Hun arbejder i Padborg og kører den 35 minutter lange tur frem og tilbage til Haderslev, mens Henrik cykler til arbejde. Henrik kommer oprindeligt fra en mindre by udenfor Kolding og er også faldet godt til i byen.

– Det er en rigtig charmerende by med flotte gamle huse, og folk er imødekommende og tager godt imod nye. Der er en helt anden mentalitet her end i Esbjerg, hvor vi kom fra, siger Henrik.

Vedligeholdelsesfrit hus i travlt familieliv
I foråret købte parret en ledig byggegrund på den nye udstykning Ejsbølhøj i den vestlige del af byen, et attraktivt boligområde med udsigt til marker og skov, tæt på motorvejen, skole, institutioner og idrætsfaciliteter.

– Vi vil gerne have et nyt hus, som vi kan sætte vores eget præg på med det samme uden at skulle vente på, vi har råd til et nyt køkken eller en renovering. Det er vigtigt for os, at vi får et vedligeholdelsesfrit hus de næste mange år, hvor man har nogle gange har et lidt presset familieliv med små børn. Her får vi det hele som nyt med det samme i et nybyggerområde med mange børnefamilier, så der er legekammerater til vores datter, siger Maria.

Parret gav 650.000 kr. for grunden. Når huset står færdig, kan Henrik og Maria flytte ind i 150 kvadratmeter, og det er især udsigten til en have med plads til børneleg, et stort køkkenalrum og de omkringliggende stisystemer, Henrik og Maria glæder sig over. På sigt glæder de sig også til at blive en del af foreningslivet i området.

– Der er rigtig mange fede muligheder for, at ens børn kan gå til stort set lige hvad de vil, både i Haderslev, men der er jo også ishockey i Vojens og gymnastik i Starup, siger Henrik.

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin