Nyder naturen på nedsat tid

Lene Skov Kristensen (34), hendes mand Michael Bruun Skov Kristensen (38) bor sammen med deres to børn, Magne på 1 år og Trud på 5 år i naturskønne Årøsund. Her nyder de roen og den korte afstand til vandet, der skaber feriestemning det meste af året.

Da Lene Skov Kristensen og Michael Bruun Skov Kristensen mødte hinanden, læste hun til sygeplejerske i Sønderborg, mens han arbejdede i Padborg som speditør. I første omgang flyttede parret sammen til Harrislee i Tyskland, så Michael kunne få opfyldt drømmen om en billig bil og motorcykel. Med ønsket om at stifte familie kom også behovet for at etablere sig permanent i Danmark.

– Jeg havde fået arbejde i Sønderborg og Michael arbejdede fortsat i Padborg, da vi begyndte at kigge på hus i Kolding, men det var ikke noget for os. Vi syntes, at byen var kæmpestor, husene var vildt dyre og de skulle også renoveres, så det droppede vi, fortæller Lene Skov Kristensen.

Parret kommer oprindeligt fra Als, men Michael Bruun Skov Kristensen havde i sin barndom camperet i Åsøsund og opdagede i boligjagten, at der var ledige byggegrunde til salg i netop Årøsund.

– Vi besluttede os for at tage ud og kigge på omgivelserne, gik en tur på stranden og spiste en frokost på badehotellet – og så faldt vi for stedet, siger Lene Skov Kristensen.

14 dage efter købte parret en byggegrund til knap 300.000 kr. med en beliggenhed knap 500 meter fra vandet og byggede nyt hus.

– Det var vandet og roen, der trak – og så kunne vi også få det, som vi ville have det i forhold til et nyt hus, hvor vi selv kunne bestemme værelsernes størrelser. Det var attraktivt for os, også prisen. Hvis vi skulle bo længere inde mod byen, koster boligerne mere, fortæller Lene Skov Kristensen.

Flyttilhaderslev.dk

Er gået på deltid
De sidste seks år har hun arbejdet i Hjemmeplejen i Kolding Kommune, men efter sin sidste barsel er hun gået på deltid og har skiftet job til Haderslev Kommune, hvor hun arbejder på et demensplejecenter, mens Michal Skov Kristensen arbejder som eksportassistent hos bryggeriet Fuglsang.

– Der er lavet nogle andre lønaftaler i Haderslev Kommune, så jeg kunne se, at hvis jeg skiftede arbejdsplads, behøvede jeg ikke gå ret meget ned i løn, selvom jeg arbejder færre timer, mens børnene er små. Jeg synes, jeg ofte havde dårlig samvittighed og kom for sent hjem, da jeg arbejdede i Kolding. Det ville jeg ikke kunne holde ud, slet ikke med to børn. Nu har vi meget mere ro på og jeg er ikke så udkørt, når jeg kommer hjem, forklarer Lene Skov Kristensen, der nu arbejder 28 timer om ugen.

Parret er faldet godt til i Årsøsund, hvor familien især udnytter den tætte beliggenhed til vandet, når børnene fanger krabber, svømmer og dykker og Michael Bruun Skov Kristensen sejler om kap med andre sejlere fra området.

– Vi elsker at gå ture i området og høre vandet, at der er stille og fredeligt og vi kan være aktive og lave noget sammen i et lille område, hvor alle kender alle. Som tilflytter kræver det meget af en selv at få opbygget et netværk. Meget af vores netværk har vi fået igennem vores børn og vores fritidsinteresser, mødregruppe, deres institutioner, sejlads, svømning, vores arbejdspladser – og så har vi bare så gode naboer, siger Lene Skov Kristensen, hvis yngste søn går i en stor naturdagpleje i Haderslev, hvor parrets ældste datter Trud også gik, indtil hun skulle i den lokale børnehave i Øsby, hvorfra hun senere kommer til at gå i skole.

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin