Arkitektdrømme i trykkeriet

Efter syv år i Norge flyttede arkitektparret Rasmus Christensen Hamann og Marianne Dalbøl Pedersen tidligere i år tilbage til Sønderjylland, hvor Rasmus kommer fra. I det gamle bogtrykkeri på Gravene midt i Haderslev har parret åbnet tegnestuen Stedse ApS.

Rasmus Christensen Hamann og Marianne Dalbøl Pedersen har arbejdet som arkitekter de sidste syv år i først det allernordligste Norge og siden i Oslo, indtil parret fik tvillinger og pladsen i den 46 kvadratmeter store lejlighed blev for trang.

– Vi ville gerne hjem og bo tæt ved børnenes bedsteforældre i enten Thy, hvor jeg kommer fra eller i Sønderjylland, hvor Rasmus kommer fra, fortæller Marianne Dalbøl Pedersen, der sammen med sin mand privat har bosat sig et par hundrede meter fra kommunegrænsen mellem Haderslev og Åbenrå ved vandet i et gammelt foreningshus.

 

Nemt at få synlighed
Parret havde længe drømt om at blive selvstændige og ledte efter de rette lokaler, da de mødte Marie Dufresne fra Kunsthal6100, der også holder til i det gamle bogtrykkeri.

– Vi fik en rundvisning og faldt for stedet. Her er sjæl og charme og det er et godt rum med masser af lys med højt til loftet og mange originale detaljer. Alle ved, hvor bogtrykkeriet ligger og her er et godt socialt miljø, som betyder meget for os. Vi kan godt lide, at der er mennesker og en god energi omkring os. Og som nystartet tegnestue betyder prisen selvfølgelig også noget – at vi ikke skal betale 20.000 kr. om måneden i husleje, men kan nøjes med et langt mindre beløb. Det har virkelig meget at sige, fortæller Rasmus Christensen Hamann.

Udover det økonomiske aspekt, ser parret også andre fordele ved, at de er startet op som selvstændige i en mindre by:

– Haderslev bliver aldrig København eller Aarhus, men jeg kan godt lidt at være i naturen og har ikke behov for, der skal være en stor by omkring mig. Det er også fedt at være et sted, hvor der bliver lagt mærke til en, når man er ny – det er ret vigtigt, at folk opdager, at vi har åbnet en tegnestue, så vi kan få nogle opgaver. Hvis vi var startet op i København ville vi blot være en blandt mange tegnestuer, siger Marianne Dalbøl Pedersen.

Porten til Europa
Hun har været en aktiv del af By-forum Haderslev, der er kommet med input i forbindelse med Haderslev Kommunes afprøvninger af forskellige nye løsninger i byrummet. Det har været med til at give parret et netværk, ligesom de har flere opgaver på tegnebrættet for både private og erhverv.

– Vi er faldet godt til og har fået et godt netværk i lokalområdet og også fået nogle lokale projekter, som vi arbejder med, siger Rasmus Christensen Hamann, der som sønderjyde kender fordelene ved beliggenheden i det sydlige Danmark:

– Sønderjylland ligger mere centralt, end man skulle tro – det er jo faktisk dørtærsklen til Europa. Og så er det selvfølgelig også attraktivt at være tæt på Trekantområdet og vestkysten, der har mange spændende initiativer i gang.

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin