En palette af muligheder

Den lille nichevirksomhed Linolie & Pigment producerer linolie af høj kvalitet og fremstiller farver uden brug af unødig kemi. Kunder fra ind- og udland, som har fået øjnene op for den sønderjyske virksomhed, tæller bl.a. Den Gamle By i Aarhus, Svinkløv Badehotel, Tivoli, Dybbøl Mølle, Oslo Domkirke og Stortinget i Norge, ligesom Linolie & Pigment også sælger sine kvalitetsprodukter til private. For indehaver Thor Grabow er det passionen for det gamle håndværk, der driver værket: Det handler om at kunne leve af sit fag og forsat levere de rigtige produkter til de rigtige projekter – ikke om blive rig på sit fag. Sådan har det været, siden Thor Grabow var 17 år gammel.

– Da jeg var 17 år gammel, fik mine forældre restaureret deres gamle firlængede gård i Blirup udenfor Horsens. Ved et tilfælde havnede processen i armene på en af landets dygtigste restaureringsarkitekter, Nikolaj Hyllested, som til fingerspidserne forstod at værne om gården liv og sjæl. Jeg fik lov at deltage i byggemøderne og var med på sidelinjen fra start til slut. Da planen var lagt, og priserne for projektet var estimeret, gik håndværkerne i gang. De rummede store faglige kvaliteteter og kunne i den grad arbejde med deres hænder. Langsomt og nænsomt blev den gamle gård istandsat. Som en del af processen blev det indvendige træværk malet i linoliemaling og tempera. Maleren lod mig hjælpe til med afrensningen og enkelte maleropgaver. Jeg mindes stadig duften af linolie og tobak – en duft, der i dag giver mig stor ro, fortæller Thor Grabow.

Sammen med en tidligere kunstmaler og farverådgiver besøgte Thor Grabow også en farvefabrik, hvor pigment og olie strøg gennem valsne og blev forvandlet fra det tørreste støv til den bløste pasta.

– Jeg var mere end fascineret, og som kun en 17-årig kan formulere det, spurgte jeg direkte, om jeg ikke måtte købe fabrikken, når den kom til salg, fortæller Thor Grabow.

Netop det skete 10 år senere, da Thor Grabow arbejdede som bygningskonstruktør på en tegnestue i Haderslev. Overtagelsen blev en realitet og det gamle andelsmejeri i landsbyen Øsby kom fremover til at danne rammen om farveevententyret. Her er højt til loftet, masser af sjæl og et fantastisk lysindfald. Her bliver der værnet om de gamle håndværksprocesser og fremstillet linoliefarver uden brug af unødig kemi, når der blandes pigmenter med linolie, rives farver til pasta og tådgives om brugen af produkterne.

– Vi har gjort det til en vane ikke at skrive recepter ned på de forskellige blandinger, for så ville vi dø af papirnusseri. Derimod holder i kunsten at blande en farve på kommando i live. Der hviler en stor frihed og en stor tilfredsstillelse over altid at servere en unik farve, der aldrig er helt ens med den forrige, forklarer Thor Grabow.

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin