Plads og beliggenhed gav Danitech et boost

Virksomheden Danitech etablerede sig oprindeligt i Kolding. Men da forretningen skulle udvikles efter 3 års nærmest konstant vækst, gik turen til Haderslev.

At kigge i sydlig retning var naturligt for Arne Iversen, da hans virksomhed efter de første 20 år havde vokset sig til tre virksomheder i Kolding.

– Jeg er oprindeligt sønderjyde. Og jeg kunne se, at Haderslev var det bedste sted nær Kolding, hvor der var plads til en virksomhed som vores.

Tiden har i høj grad bevist, at Arne Iversens vurdering i 2007 var korrekt.

– Det var én af de vigtigste og bedste beslutninger i Danitechs historie. At vi smækkede tre virksomheder sammen til én her i Haderslev, hvor vi fik en fantastisk beliggenhed – og plads til at udbygge, som vi vil, forklarer Danitechs direktør og ejer.

Danitech får maskinerne til at køre rundt og op og ned
Trekantområdets status som ”Danmarks Produktionscentrum”, er en af nøglerne til Danitechs succes. Danitech leverer, installerer og udvikler hydraulik og mekatronik-komponenter samt systemer til maskiner til især mindre og mellemstore produktionsvirksomheder i industrien og landbruget.

– Vi beskæftiger os med alting, som får maskiner til at køre; pumper, motorer, elektronik, cylindre transmissioner og ventiler. Vi leverer service, komponenter og systemer. Vi rådgiver om eksisterende løsninger og vi hjælper med at udvikle nye, forklarer direktøren.

Det er klart, der er brug for dén slags i produktionsglade Trekantområdet. Men faktisk ligger et stigende antal af Danitechs kunder uden for landets grænser. Så langt borte som Australien, Chile, Kina – og Tyskland, som også kom lidt tættere på med flytningen til Haderslev.

 

Masser af medarbejdere at finde
Beliggenheden i Trekantområdet er ikke kun god, fordi en del af Danitechs kunder og samarbejdspartnere bor på egnen. Det handler endnu mere om rekruttering af arbejdskraft, hvor adressen i Haderslev har vist sig nyttig. Smede, svejsere, maskinarbejdere og flere andre specialiserede faggrupper.

– Vi ligger tæt nok på Kolding til, at vi stadig er interessante for de produktionsspecialister, vi prøver at tiltrække. Og samtidig er vi attraktive for arbejdskraften i hele Sønderjylland. Så det har bestemt en stor indflydelse på, at vi har kunnet udvikle virksomheden, som det er sket, siger Arne Iversen.

Adgangen til kvalificeret arbejdskraft har indflydelse på den udvikling, Danitech aktuelt er inde i. Selvom Haderslev-virksomheden samarbejder med talrige partnere i både ind- og udland, vil man allerhelst lave tingene selv.

– En af vores store overskrifter lige nu er insourcing. Vi laver mere og mere selv, fordi det simpelthen er så vigtigt at have styr på forsyningslinjerne. Det giver os maksimal fleksibilitet, og fleksibilitet betyder alt for små og mellemstore virksomheder, som de fleste af vores kunder er.

Haderslevs udvikling går stærkt
Som direktør for en af de større virksomheder i kommunen er Arne Iversen aktiv som bestyrelsesmedlem i Haderslev Erhvervsråd, hvor han kan konstatere en meget positiv udvikling gennem de senere år.

– Da vi flyttede til Haderslev, var kommunen meget hurtige og effektive til at servicere og hjælpe os. Det var vi virkelig glade for.

– Men i de seneste 5 år er det gået endnu hurtigere med udviklingen i Haderslev, som er blevet en bedre og bedre erhvervskommune. Kommunen har været ekstremt villig til at lytte på erhvervslivet og forandrer sig til fordel for erhvervslivet – senest også med tilslutningen til Trekantområdet Danmark, som vi endnu ikke har set alle resultater af. Kolding vokser sydpå i disse år, så vi bliver trukket tættere og tættere på hinanden, vurderer Arne Iversen.

En lys fremtid i Trekantområdet
At fremtiden tegner lys for Danitech, og at det kommer til at foregå i Haderslev og Trekantområdet, er Arne Iversen godt forberedt på.

Danitech Production A/S har i år bygget 1.000 m2 til og forventer de næste år en betydelig vækst med ansættelse af nye medarbejdere i produktionen.

– Vi regner med vækst i Danitech i endnu nogle år, og derfor har vi med rettidig omhu købt byggegrunde rundt omkring domicilet i Haderslev. Faktisk har vi jord til at bygge 13.000 m2 lokaler, siger Arne Iversen.

Danitech råder i dag over 11.000 m2 lokaler, så man kan roligt påstå, at virksomheden tror på fremtiden i Haderslev. Virksomheden råder desuden over eget solcelleanlæg på 1.800 m2 og er dermed selvforsynende med energi.

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin