Vollstedt tør tro på fremtiden

Slagter Chr. Vollstedt når ud i alle afkroge af Danmark fra adressen i Haderslev – senest også helt til Hong Kong. Placeringen i Trekantområdet, som er centralt beliggende til så mange markeder, vil familie-virksomheden aldrig forlade.

Da Christian Vollstedt startede som slagter i 1862, gik han fra gade til gade, fra hus til hus, for at sælge sine produkter. Siden 1896 blev der også solgt fra den faste adresse på Naffet, hvor forretningen stadig har hjemme – nu med femte generation Vollstedt bag disken.

Og med Vollstedt-pølser til salg mange andre steder i landet – bl.a. i Dansk Supermarkeds butikker og hos Kildegaard – Dansk Kødkvæg. Foruden i en ekstra butik, som i 2015 blev åbnet i samarbejde med Lagkagehuset i Kolding.

– Man er nødt til at turde noget. At prøve noget nyt og udvikle sig, forklarer Lone Vollstedt, der sammen med sin ægtemand Jacob Vollstedt driver familievirksomheden i dag.

Jacob ringer til borgmesteren
Kvalitet og forretningssans er nøglen til enhver velfungerende virksomhed.

Men samtidig skal omgivelserne også være i orden – domicil, logistik, rekruttering, rådgivning og så videre. Det er nok derfor, familien Vollstedt aldrig har overvejet at forlade adressen i Haderslev.

– Haderslev er centralt beliggende i forhold til alle markeder, der er relevante for os. De fleste af vores medarbejdere til pakkeri, transport og administration er lokale indbyggere. Det er kun slagterne, som kommer lidt længere væk fra. De er lidt sværere at finde. Men nu er vores egen søn lige blevet uddannet slagter, og han bliver en del af forretningen allerede i år, siger Lone Vollstedt.

Når Christian Vollstedt i de senere år har udvidet produktionsfaciliteterne med både nye bygninger og nye maskiner, har der også været let adgang til hjælp og støtte.

– Forholdet til kommunen har altid været et samarbejde. Det har aldrig været ”dem og os”. Jacob har jævnligt ringet til borgmesteren og bedt om et møde. Så sætter de sig og taler om tingene. Vi har også god kontakt med Haderslev Erhvervsråd, og det bliver jo endnu bedre, når der om kort tid kommer nyt erhvervshus, siger Lone Vollstedt.

 

Man skal turde tro på det
Som femte generation med sjette generation på vej, kan Christian Vollstedt læne sig op ad masser af traditioner og af et uhyre godt ry i sin branche. Men Jacob og Lone Vollstedt gør samtidig en dyd ud af, at forretningen udvikler sig.

– Det bedste, vi har gjort i nyere tid, er at udvide forretningen med butikken i Kolding og at investere i nye bygninger og nye maskiner. Vi har turdet tro på det, og det har givet gevinst.

Vollstedts udvikling er sket i forretningens kendte omgivelser og miljø med samarbejdsorienteret kommune, Haderslev Erhvervsråd og medlemskab af netværket omkring Sønderjyske Elitesport. Samt en privat rådgiver, som tillige kunne hjælpe med eksport-eventyret til Hong Kong, der også er af lidt nyere dato.

En perfekt cocktail af erhvervsvenlige institutioner og vilkår i Trekantområdets sydligste kommune, hvor Vollstedt er fuld af mod på at fortsætte ”i endnu 200 år.”

– Konkurrencen er ikke så hård, når man har et specialprodukt med et godt brand – og er hurtig til at rette ind og ændre, hvis kunden efterspørger noget nyt eller der kommer nye tendenser, siger Lone Vollstedt.

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin